Fernisering i Sognegården

Udgivet tir d. 26. feb 2019, kl. 22:57
Nyheder

Inge Smith og Annelise Jensen udstiller for Kunstforeningen Humlen i Ansgarkirkens Sognehus

Billedkunstner og skulptør Inge Smith fra Hedehusene og fotograf Annelise Jensen fra Roskilde har fernisering på en fælles udstilling i Sognehuset ved Hedehusene Kirke søndag den 10.3. 2019 kl. 11.00. Inge Smith har arbejdet med maleri og skulpturer i 47 år. Hun debuterede på Humlens lokaludstilling på Hedehusene Skole, og ved indvielsen af ’Hedehuset’ købte kommunen 2 hvide skulpturer med titlen”Tanterne”. De 2 tanter lever endnu i ’Hedehuset’ og flere gange siden har Inge Smith leveret skulpturer til kommunen i forbindelse med uddeling af erhvervspriser. Siden har hun udstillet utallige steder, både i Danmark og i udlandet. Inge Smith var med til at starte Kunstner-sammenslutningen ’FUGA’, som gennem de sidste 17 år har haft en årlig udstilling 8 dage før påske i ’Brøndsalen’ på Frederiksberg. Hun var også med til, for 3 års siden, at starte ’ÅBNE ATELIERDØRE’ i Høje Tåstrup Kommune. Det er hvert år den første weekend i september, og er blevet en stor succes. Inges oliemalerier er abstrakte med en antydning af det figurative i farvernes stærke sammenspil. Til forskel fra andre, maler hun meget med sort. Der er mange nuancer i den sorte farve, hun bruger bl.a. grøn og blå under den sorte. Den sorte er med til at give energi til de farver hun maler ovenpå den sorte, og det giver altid en spændende dialog med beskueren. Måske fordi folk er bange for den sorte. Da Inge Smith havde besøg af to 7. klasser, blev eleverne meget overrasket over hendes brug af den sorte. Men de syntes om det de så. De oplevede ikke den sorte farve som deprimerende. Ligeledes var de imponeret over hendes måde at arbejde med genbrug i skulpturer. Det var meget inspirerende for mig at have dem på besøg, fortæller Inge Smith.

Medudstiller, fotografen Annelise Jensen, har fotograferet i mange år på amatørbasis, men siden 2003 har hun sendt fotos ind til fotokonkurrencer og udstillet i forskellige sammenhænge, eks.: Årets gang i Hedeland, Skodsborg Kurcenter, HK, Forbund af offentlige ansatte, Roskilde Universitet, Fuglebjerg bibliotek, Roskilde kunstforenings censurerede udstilling ’Roskilde Åben’, Glostrup Hospital, Atelier Under i Roskilde. Annelise Jensen siger: Det er alle sider af naturen, der interesserer mig: Farver, kontraster, mønstre, små detaljer, store linjer – både sommer og vinter. Med kameraet kan man fastholde og fornemme stemninger, farver, lys og situationer. Fotoet kan gengive stenens ruhed, bølgernes brus ved havet og skyggerne på en træstamme en varm sommerdag, - og man husker situationen på en særlig måde med flere forskellige sanser på en gang. Besøg det smukke sognehus ved Ansgarkirken i Hedehusene.

Maleri af Inge Smith. Foto af Annelise Jensen