Fernisering - Charlotte Bjørlig og Niels Askholm

Udgivet lør d. 3. aug 2019, kl. 19:36
Nyheder

I vores gode samarbejde med kunstforeningen HUMLEN, får vi denne gang fornøjelsen af at kunne præsentere billedkunstner Charlotte Bjørlig og fotograf Niels Askholms værker i "Galleri Ansgar". 

Charlotte Bjørlig. Vulkansk energi på lærred...” sådan beskrev kunstskribenten, Kirsten-Marie Hedeland, Charlotte Bjørligs malerier. En køber beskrev hendes værker som værende ”fulde af både poesi og power”... og det tog jeg også glad imod, siger Charlotte Bjørlig. Man kan blive ved med at gå på opdagelse i et godt billede, sådan håber jeg også, at mine malerier bliver oplevet! Mine malerier skal tale til sanserne og fantasien og må gerne være flertydige. Malerierne er både fortællinger om mennesket, naturen og menneskets natur...

Jeg er inspireret og fascineret af den rå, smukke og sommetider ustyrlige natur i os og udenfor. Derudover sætter mine mange rejser til Toscana også præg på mine billeder - ikke mindst i farvevalget og de rustikke strukturer. Jeg arbejder i olie og mixed media. Jeg har udstillet en hel del de seneste ti år og har solgt til både Mærsk og menigmand, og udstillet på mange gallerier og kunstforeninger i ind-og udland.

Charlotte Bjørlig laver endvidere bestillingsopgaver, og hun har fast plads i galleri i Rørholmsgade 13, Kbh. K, første søndag hver måned er fast åbningsdag i gadens gallerier kl. 12-16.

Niels Askholm. Som ung studerende begyndte Niels Askholm at fotografere. Primært portrætfoto og bryllupsbilleder. Han havde som den eneste tilladelse til at tage foto i Skt. Peters Kirke i Næstved. Arbejdede primært i sort/hvid. Senere gik jeg på opdagelse i naturen, for at fange det unikke og forsøge at fange det "øjet ikke ser". Mine foto bliver trykt på fotopapir og på lærred.

Min udstilling vil primært være portrætter, lidt natur og hvad "øjet ikke ser". Niels Askholm, 63 år gammel, bor på Sjællands Odde, arbejder på Hedehusene Skole, hvor han underviser i musik. Askholm er gift med keramiker Anette Stryker som er en kendt kunstner i Odsherred.

Ophavsret: