Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Blomstereng på kirkegården

Blomstereng på kirkegården


# Nyheder
Udgivet onsdag d. 14. juli 2021, kl. 13:00

I 2018 omlagde vi kirkens katastrofe-kirkegård til blomstereng.

Førhen slog vi græsset hver uge, men plænen blev ikke rigtig brugt, og nu har vi den fordel, at vi har mindre græs der skal slås hver uge. Til gengæld bruger vi tid på at fjerne tidsler. Tidsler er flotte, men de vil gerne overtage.

Engen skal slås ned en gang årligt og afklippet bortkøres. Vi klipper en snoet sti igennem engen, så de besøgende kan komme helt tæt på. Når der kommer børn på besøg på kirkegården, foreslår jeg ofte, at de kan tage en løbetur i blomsterengen.  Projektet er ikke en besparelse. Men skaber helt sikker meget glæde.

I et hjørne af engen har vi 8 bistader opsat af Høje-Taastrup Bi-laug, der har 3 forskellige typer stader. Halvdelen af staderne tilhører ”Forsøgsbigården”. Her mødes medlemmer af Bi-lauget og afprøver forskellige måder at holde bier på og udveksler erfaringer. Den anden halvdel af bistaderne tilhører ”Andelsbigården”. Her lærer nye biavlere at passe bierne under kyndig vejledning af Høje-Taastrup Bi-laug.

Børnene i FDF Hedehusene har, i samarbejde med kirkegården, bygget insekthoteller til glæde for naturens mindste dyr. Der er produceret 7 insekthoteller, der er sat op i udkanten af engen. Indholdet i hotellerne er lavet af naturmaterialer, som børnene har fundet. Hotellerne kan bruges til overvintring, formering og skjul. Vi håber at kunne hjælpe insekterne, så de kan hjælpe os med bestøvning.

Projektet har givet mere liv på kirkegården - både flere insekter og glade mennesker. Det er helt klart vores erfaring, at det er rigtig godt, at lave projekter med lokale foreninger. Biavlerforeningen kommer en gang om ugen, og FDF-børnene vil gerne vise deres insekthoteller frem til familien.