Nyt indre

Gennemgribende renovering af Ansgarkirken 2004
I slutningen af 1990´erne og begyndelsen af år 2000 arbejdede menighedsrådet med muligheden for en gennemgribende renovering af Ansgarkirken. Kirken var godt nedslidt og installationerne begyndte at kræve store investeringer for at blive tidssvarende. 
Kgl. Bygningsinspektør Fogh blev kontaktet for at afstemme hvilke muligheder menighedsrådet havde og denne udtalte, at det eneste bevaringsværdige i Ansgarkirken var Niels Winkels maleri i korbuen bag alteret samt loftet struktur. Med baggrund i dette bad Ansgarkirkens menighedsråd 3 udvalgte arkitektfirmaer om en idéskitse til en total renovering af Ansgarkirken med det mål, at kirken også kunne fungere som kirke i år 2025.

Med baggrund i de indkomne idé skitser valgte menighedsrådet at indgå et nærmere samarbejde med arkitektfirmaet Nova 5 fra København. Projektet blev gennemført i løbet af år 2004 til en samlet pris på ca. 7 mio. kroner. Hoved idéen i projektet var ét totalt fleksibel kirkerum samtidig med, at kirkerummet udnyttede dagslys og kunstigt belysning optimalt og at der blev taget væsentlige hensyn til handicappedes deltagelse i gudstjenesten. Resultatet blev at de gamle vinduer blev forlænget og der blev samtid indsat yderligere antal vinduer i kirkerummets mur både mod øst og vest. 

Der blev opsat en stjernehimmel af glødepærer og til stole blev valgt Arne Jacobsen stole 7?eren i et utal af farvevarianter. Gulvet blev lagt i ét plan fra våbenhus til alterskranke og der blev tegnet nyt inventar til døbefont, prædikestol, alter og kors. Alt udført i rustfrit stål og granit.

 

Det eneste der er tilbage i den total renoverede kirke er korbuens maleri og orglet. Samtidig med kirkerenoveringen blev der installeret automatisk klokkeringning i tårnet. 

Den total renoverede kirke blev indviet første søndag i advent i år 2004.

Ansgarkirken fik præmie for ombygning 

Ansgarkirken modtog hovedprisen, da Erhvervsrådet og Høje-Taastrup kommune fredag den 2. december 2005 for 12. gang uddelte priser til smukt og harmonisk byggeri i Høje-Taastrup kommune. Ansgarkirken er gennemgribende renoveret ud fra menighedsrådets ønske om at skabe en kirke, der også kan rumme det kirkelig liv i år 2025. Dette ønske resulterede i en vision om "det totalt fleksible kirkerum".

 

"Nova5-arkitekterne har løst opgaven på en enkelt og elegant måde. Først og fremmest har de forvaltet stemningen i kirkerummet fra at være mørk og knugende til en opløftende og venlig stemning, der bedre kan identificeres med det moderne menneskes sind", lyder det i dommerkomiteens motivering for prisbelønningen af Ansgarkirken. 

Dagslyset er forandret ved at udvide de små højtsiddende vinduer nedad og supplere med nye vinduer i samme størrelse og udformning. Kunstbelysningen er forandret med opsætning af en stjernehimmel af uafskærmede glødepærer, ophængt i varierende højder. Inventaret er moderne og flytbart, herunder de høje standere, der markerer altergangen, og materialerne i gulv, inventar og vægge stråler i frydefuld harmoni, lyder det fra dommerkomitéen.